Om tvangsarbejde og fattigforsorg i Danmark

Gennem tvangsarbejde på offentlige tvangsarbejdsanstalter blev man "helbredt". Den barske sandhed om tidligere tiders metoder overfor dovne, fattige, gamle, syge, fordrukne arbejdssky uønskede elementer i det danske land. 
Den sidste udvej før døden var at flytte på "Kassen".

Omtale fra et udsolgt arrangement på Danmarks Forsorgsmuseum i Svendborg:

”Bliver en mand eller en kone så hjælpeløs og fattig, at de ikke selv kan klare sig eller alderdom og sygdom kommer over dem, da må de tilbyde sig til sine nærmeste arvinger, for at de kan tage imod dem”. Det stod der skrevet i den gamle Skånske Lov. I Middelalderen var fattigforsorg et kirkeligt anliggende, helt afhængig af private almisser og gaver til kirkerne og klostrene. De åbnede døren for  forældreløse børn, enker, gamle, syge og fattige i de såkaldte Hospitaler, men der fandtes også hjælp at hente i Helligåndshusene og Sct. Jørgensgårdene. Disse institutioner ydede en enorm social indsats igennem Middelalderen. Man skal huske, at Danmark i denne periode bekendte sig til den katolske tro, og efter Reformationen i 1536 gik det hurtigt ned ad bakke med sociale tiltag. Fattigdom og tiggeri  antog så uhyggelige dimensioner i slutningen af 1500-tallet og i 1600-tallet, at man skulle have udstedt et betlertegn og tilladelse til at tigge, hvis man blev fundet "værdig" til det. Alle andre fattige blev sat i tvangsarbejde, eller anbragt i tugthuset. Fattigloven fra 1708 løste problemerne med de fattige på en ny måde. De fattige skulle nu "gå på omgang" i sognet, og skiftes til at sove og spise rundt omkring på gårdene, det var nu helt forbudt at tigge.

I 1800-tallet bestod offentlig fattighjælp til dels af privat velgørenhed i foreninger med særlige formål, og i denne periode dukker også opdragelsesanstalter og asyler for forsømte børn op, lige som der blev oprettet støtteforanstaltninger for blinde, åndssvage, døvstumme og vanføre. Sygekasserne stammer også fra denne periode.

De første af de ca. 400 fattiggårde rundt omkring i Danmark stammer da også fra midten af 1800-tallet, og var tænkt som arbejdsanstalter. De dovne og arbejdssky lemmer skulle genopdrages med hård disciplin og arbejde fra morgen til aften. Ingen var for svag eller for gammel til at kunne bidrage. Der blev bl.a. vævet måtter, flettet sivsko, stoppet og syet tøj, fremstillet ildtændere, tømret ligkister og hugget skærver til landevejene. På landet kunne husmændene få fattiglemmerne til at arbejde ganske gratis i markerne for føden.

I foredraget kommer vi tæt på fattiggårdenes lemmer og hører om hvordan livet og hverdagen formede sig for dem, og om hvordan fattiggårdene var indrettet og hvordan de blev drevet. Regler var der mange af, nogle af dem forekommer aldeles urimelige. Dagene startede kl. 5.30 med morgenbøn og 14 timers arbejde, kun afbrudt af 4 måltider mad, og dagen blev altid afsluttet med bøn. Maden var den samme hver uge. Pålæg på brødet var så usædvanligt, at det blev skrevet ind i protokollen, og en straf kunne være at tage eftermiddagskaffen fra lemmerne. Tobak, brændevin, dans og sang var forbudt, og ægtefolk blev skilt fra hinanden, så de ikke producerede nye fattiglemmer, lige som man ofte fjernede børnene fra forældrene.

Dette og meget mere hører vi om i foredraget, som er ledsaget af mange bevarede billeder fra perioden.